Do we walk the talk?
For 3 ½ år siden sagde jeg ja til at arbejde frivilligt med at hjælpe en familie med at få rettet op på deres samarbejde med handicapcenteret i den kommune, hvor de er bosiddende. Et samarbejde som var kørt helt af sporet. Så jeg sagde ja til at hjælpe dem med at få sikret deres grundlæggende rettigheder og til at have en god dialog i det fremtidige samarbejde med den pågældende kommune.Jeg blev derfor familiens partsrepræsentant og har i den forbindelse lært ubeskriveligt meget om, hvad det vil sige at være på den anden side af skrivebordet. Ikke mindst om, hvilken betydning den løsningsfokuserede tilgang har for den gode oplevelse i mødet med systemet og omvendt. Senest har det desværre været omvendt, men det startede rigtig godt og det har jeg tidligere dette indlæg om http://www.loesningsfokus.info/blog/om-at-starte-paa-en-loesningsfokuseret-frisk
Do we walk the talk?
Jeg er ikke i tvivl om, at en af de væsentligste grund til at det første møde og efterfølgende 2 ½ års samarbejde kom til at gå godt, var organisationens ledelse. Ved mit første møde var ledelsen forholdsvis ny og bestod af flere kompetente løsningsfokuserede ledere, som jeg havde personligt kendskab til og stor respekt for. De satte forventeligt et positivt aftryk på organisationen. Herudover var det også en meget kompetent og empatisk socialrådgiver og jeg kunne tydeligt høre, at hun havde fået god supervision af en løsningsfokuseret supervisor til at håndtere denne ret komplekse sag. At udvikle socialfagligheden og selve organisationen er en stor og vedvarende opgave, hvor ledelsen er helt afgørende for at lykkes med det. At holde visionerne oppe og vise en vej samtidig med at følge op på, om vi nu også gør det, som vi siger, at vi gør… ”do we walk the talk”?Hvis svaret er nej, er det vigtigt at turde se det i øjnene og få gjort noget ved det, hvis man pludselig opdager, at vi ikke længere gør, som vi siger, vi gør. At vedligeholde de kompetencer hele organisationen har fået gennem et uddannelsesforløb kræver en ligeså høj grad af prioritering og opbakning fra den politiske og øverste administrative ledelse for at investeringen ikke skal være fejlslagen et par år senere nede af vejen.
Hvad får implementering af løsningsfokus til at lykkes?
Jeg har netop genlæst en tekst ”Miracles R Them: Solution-focused practice in a social services duty team” af Viv Hogg og John Wheeler om implementeringen af løsningsfokus og Signs of Safety i Gateshead i England. Gateshead var en af de første organisationer i verden til at implementere Signs of Safety og Viv Hogg var leder og gik i spidsen for det. Jeg er så heldig at have mødt Viv Hogg ved flere internationale konferencer og hun har været en kæmpe inspiration for mig.Konklusionen på deres rapport er, at det kan lade sig gøre at få hele teams til at arbejde løsningsfokuseret i deres daglige arbejde og det kræver kollegial sparring/støtte, ledelsesmæssig opbakning og adgang til uddannelse.De sidste meldinger jeg fik fra Gateshead for nogle år siden var, at det blev sværere og sværere at blive ved med at arbejde løsningsfokuseret pga. pres i organisationen og manglende opbakning fra øverste ledelse. Viv Hogg valgte i stedet at blive selvstændig underviser og konsulent og er i dag Andrew Turnells Regional Director for the United Kingdom.
Hvordan sikrer vi, at vi gør det, som vi siger på den lange bane?
Det er vigtigt at kigge på disse historier og at lære af dem, så alle involverede i metodeimplementering – løsningsfokuseret eller ej - kan sikre de investeringer, som kommunerne i disse år gør i kompetenceudvikling af medarbejderne rundt omkring i landet.Jeg er så heldig at arbejde sammen med nogle rigtig dygtige, visionære og løsningsfokuserede ledere, som tænker flere år ud i fremtiden med fokus på vedligeholdelse af kompetencer og den egentlige implementering af metoden ind i den daglige drift på flere niveauer – f.eks. også på ledelsesniveau og i visitationsudvalg og det er en spændende udvikling at være en del af. Forhåbentlig blive vi sammen med klogere på, hvordan vi får det til at lykkes over længere tid, men jeg tror nu, at budskaberne fra Viv Hogg og John Wheeler også er gældende her – en kombination kollegial sparring, ledelsesmæssig opbakning og uddannelse eller supervision er vejen.
Herudover tænker jeg, at det vil være hensigtsmæssigt undervejs at lytte til borgerne og finde måder at evalueres deres oplevelse med systemet. Det kan være pejlemærke på, om vi arbejder løsningsfokuseret eller ej og det kan hjælpe med at holde os på dupperne og fingeren på pulsen i forhold til om organisationerne så gør, som de siger eller ej. Organisationerne kan lære rigtigt meget af det og jeg er sikker på at mange borgere ville ønske at få deres perspektiv fremsat på en konstruktiv måde… ”min” familie gør i hvert fald og jeg tror ikke, at de på det punkt er anderledes end andre. Jeg håber, at der i fremtiden vil blive lyttet.
Rigtig god vinterferie til rigtig mange af jer – og god og forhåbentlig rolig arbejdsuge til alle jer - der ligesom jeg - arbejder i denne uge.
Rikke
